Hvorfor laver jeg kunst

Fordi jeg kan! Fordi det tilfredsstiller min lyst til at stable sildekasser op, for derefter at stille mig op på dem for at vise hvordan man holder balancen……………dygtiiiii!

Den holder ikke i længden, så herunder et forsøg på almen forklaring:

Jeg har svært ved ikke at sætte ordet håndværk efter kunst – men anerkender at der er en åndelig dimension og ofte et godt grin bag det hele. Det der driver mig til at bruge så meget tid på de enkelte værker, hvilket ud fra et stringent økonomisk synspunkt er dumt, er ønsket om af fastfryse hamsteren i møllen. Primært baseret på undren over egen formåen og mangel på samme. Det fordrer håndværk at fange gnaveren lige i det rette øjeblik, men hvorfra kommer lysten til at lave lige netop håndværk med det formål at kalde det kunst. Hvorfor ikke bygge et hus eller lære at svejse cykler fra bunden, som alternativ? Det er også håndværk, men ikke kunst? Er det svaret? Jeg ved det virkelig ikke.

Måske er brændslet til den kunstneriske ovn, ønsket om at nå til en dybere og bredere erkendelse og et forsøg på at undgå det skisma der er i den indre overvurdering, mens der udadtil hykles beskedenhed. Spil ikke smart når der er noget går godt, men nedgrader heller ikke. Stå ved! Der er også et ønske om frigørelse fra vores given karakter til hinanden både i form af påskønnelse men også afvisning, og for at kunne absorbere frigivelsen må du først blive ven med sig selv.

Gå derfor fordomsfrit til noget der ikke forstås. Agér med et barns uskyldighed. Det er godt beskrevet i Daniel Kehlmanns bog Opmåling af verden: Gauss’ ord efter Latinskole lærerens verbale revselse og krav om ydmyghed: ”Hvorledes kan det være jeg over for Gud skal være ydmyg, og undskylde mine fejl? Er det ikke ham som har skabt mig? Svar: Jo! Hvorfor skal jeg så undskylde at jeg er den jeg er?”

 

                                                                                               (fortsættes - klik her og læs videre)