Hvorledes når man mentalt derhen: Ved at have tjek på det man laver, og ved at vide at man udfylder rammen for ens forståelse, dvs udnytter potentialet fuldt. Sagt på en anden måde; gør det man kan inden for ens opdragelses og genetisk definerede sfære. Så er der hverken brug for undskyldninger eller piedestal bestigelser, og det er meget nemmere at kvaje sig - uden kvababbelser. Det fordrer overgivelse, nogen siger til Gud, jeg selv foretrækker jeg at kalde det: Lægge sig fladt for skæbnen, og få øje for det som ligger for fødderne af en - og sige ja!

I sidste ende er det vel en rejse tilbage i fortiden, og så tilbage igen til nutiden. Det der søges efter på rejsen, er lommer af uendelighed, en uskyldig åbenhed, en mors nærvær, og fravær. Nærværet er den ubetingede kærlighed, og rosen når en særlig smuk sten fundet på stranden, lægges i mors hånd, hvor er den fin…! Fraværet – voksenlivets erkendelse af at du står på egne ben – dvs erkendelsen af at resourserne, brændslet, er dig selv, inkl alle troldene og englene – lev med det…!

En sorgfuldhed i at vide at man er absolut alene, når beslutningerne tages. Intens glæde når man formår at svømme i det uendelige hav af kærlighed, og paradoksalt nok opdager at man ikke er alene.